Sognepræst Thomas Østergaard Aallmanns Prædiken ved 200-året

Thurø, fredag 19.11.2010, kl.16.00
Salmer: 386 – 709 – 343 – 787

Vi er samlede her i dag under taget på den fine hvide bygning som de, der følte ansvar overfor Gud, har bygget længe før vor tid her på det sted, der rejser sig af havet. Det står endnu det hvide hus for Kristus. Og det er intet museum – det er et levende, bankende hjerte i brystet på denne ø. Og sådan skal det være – vi samles ikke for at mindes gamle dage, vi samles for at de gamle fra fortiden kan minde os om, at det altid kommer an på nutiden. Sådan har dette sted altid været nutidens sted. Under dette tag har de gamle som vi trukket ind, når de skulle dypper deres erfaringer med livet i fortællingens gyldne kar. For sådan er det med ånd og tro – deres sagn, sange og legender omhandler det gode, det sande og det skønne – alle vores slægtsfortællinger alle vores historiebøger, alle vores sange og vores evangelium om Herren, der ofrer sig for sine venner, handler jo om at der gives et rigtigt og et forkert, et op og et ned, en sand Gud og en løgnens fader, vi forsage – en kamp for sandhed, for sandheden skal gøre os frie, siger Kristus.  Det ved vi jo fra vores fortællinger, ja, fra vores historie. Vi kan simpelthen ikke lade være med at betragte vores fortid gennem vores værdier – det hedder kultur. Og kultur er ikke hvad der ydes mennesket, men hvad der kræves af os.

Under dette tag af tætsiddende egebjælker har slægterne på Thurø i 12 generationer nu ladet sig forgylde – og egebjælkerne er tømmer fra Thurøs gamle skove, den skov der førhen dækkede øen fra Grasten til Drejsodde og gjorde den til kongeligt jagtdomæne for den heroiske-kristne Valdemars Sejr i 1200-tallet frem til Erik af Pommern skænkede den til Biskop Nafne og den katolske kirke i 1421.

I 100 år frem til reformationen i 1500-tallet sov øens gamle egeskov da sin tornerosesøvn under paven. Og da faldt den i hænderne på en række adelsfolk, hvoraf nogle var riddere, der kyssede den til live igen – Ellen Marsvin og Peter Johansen de Neergaard skal erindres. Hun krigerkongens svigermor rejste huset her og lod mange gamle egetræer fælde, så den velsignelse kunne overgår dem, at deres stammer skulle være et bestandigt tag over de Thurinere, som havde leget under deres kroner i renaissancedrømmens barndom. Og han etatsråd de Neergaard til Bjørnemose og Gunderslevholm viste i de to år, hvor Thurø var i hans varetægt, hvorledes der for kristne med stor magt altid følger stort ansvar – han lod i 1810 øens 27 gårmænd og 39 husmænd kaste det 200-årige fæsteåg af sig.

Og ligesom Ellen Marsvin symbolsk hvælvede dette hus af Thurøs gamle egestammer, således blev øens frikøb 200 år efter muliggjort med samme gamle egeskov – for man hentede mange af de 150.000 rigsdaler fra skovhugst – det frie initiativ på denne ø er købt for den skov, der ikke kan fældes igen – derfor er den en dyrebar arv.

Derfor fejrer vi mindet i dag 200 år efter. Og De Neergaards fremsynethed skal hædres, for den trak egentlig på hans åndrige tilgang til traditionen fra de gamle dages frihed. Frihed er ikke en ny opfindelse. Den skal ofte genfødes, som i gamle dage. De Neergaards ånd og forståelse for gammel dansk frihed ses deraf, at han som sidebemærkning tillige var ophavsmand til en af de første fredede fortidsminder i Danmark: ”Grundtvigdyssen” – den oltidsskat der havde bjergtaget den unge digter Grundtvig da han og hans soranske broder Christian Molbech vandrede i de Neergaards vidtstrakte skove ved Gunderslevholm. Ånden vagtes i de dage, og de ville tilbage dengang – tilbage til traditionen for at finde noget nyt – deraf sprang friheden i lys lue over Danmark igen – også her hos os – der er et tæt slægtskab mellem den kristne vækkelse omkring Grundtvig og højskolerne, den danske Grundlov, de nationale besindelser på Saxo og sagatid og så Thurøs frikøb – at Thurø atter fandt sin frihed så tidligt i den tids guldalder var ikke et led i en nødvendig udvikling, det var et startskud for et gennembrud af gammel ånd, der fandt sted ved handlekraftige mænds vilje.

Udviklingen der førte til Thurøs frikøb i 1810 var på sin vis et stærkt udtryk for en vækkelse – en vækkelse af det gamle danske fællesskabs opgør med en kort periodes fæstevæsen, en tilbagevenden til den tidlige middelalders oldgamle åndskraft, der med fortidens frie røst lader de døde fortælle os, at stærkest er det folk, der er lige for loven, som Valdemar Sejr forstod på sin jagtture herovre i skovene i de år hvor han samlede riget med Jydske lov af 1241.

Alt dette mindes vi i dag. Vi kommer herind i det hvide hus på bakken og lader vi alle vor samvittigheds fordringer en stund synke ned i fortællingens og troens store gyldne kar, så vores inderste kilder til handling og ansvar får lys og farve og fællesskab fra alt det mod og slid, de gamle lagde for dagen for vor skyld – vi er dværge, der ser langt, fordi vi står på skuldrene af kæmper. Og vi vil ikke skuffe dem, nu hvor de er segnet, og vi har vagten på øen, arven fra søen, marken at gøde, haven at passe, skolen at værne, kirken at besynge, de gamle at støtte, de unge at belære – denne frodige plet af riget at tage vare på som var det vores eget hjem, vores egen gård. For det er en gammel sand formaningsregel, at man først er klar til at overtage den fædrene gård, når man forstår, at hjemmet ikke er alt det, som vi håber på at opnå, men summen af alt det, som vi har givet.

Pastor Thomas Ø. Aallmann

———

Rolf de Neergaards ord ved Neergaardsmindestenen ved 200-året

”Vi i vor familie er særdeles glade for at være med på denne glædens dag, hvor min tipoldefar solgte Thurø til øens beboere. Vi er meget glade og imponerede over, at I stadig holder denne begivenhed højt i ære, hvor netop friheden i vore dage har så trange kår rundt omkring i verden. Ved 100 års festen i 1910 var Wenzel de Neergaard fra Fårevejle på Langeland og min onkel Ferdinand de Neergaard fra Gunderslevholm tilstede. Begge de herrers nærmeste slægtninge og arvtagere er tilstede i dag.
Tillykke med dagen og held og lykke i fremtiden”.

———

Jørgen Bangs tale ved 200-året

lørdag 20. november 2010

Borgmesteren kommer ikke – han meldte afbud for knapt 14 dage siden, han ville alligevel ikke, så det bliver ikke en borgmester; men en bimester der skal fortælle jer om folk og fæ her på øen gennem 200 år.

Det er år 1805 Albert von Heinen til Fraugdegård købte Bjørnemose, som Thurø hørte under. Von Heinen var meget optaget af de store bondereformers ideer, og allerede i 1806 førte han forhandlinger med landvæsenskommissionen om en kommende udskiftning af bøndergårdene på Thurø; men i 1810 solgte han Bjørnemose til justitsråd Peter Johansen de Neergaard til Gunderslevholm, så det blev Neergaard med hvem, frikøbet blev forhandlet færdig.
Peter Johansen de Neergaard var en dygtig og fremsynet godsejer. Han blev student i 1786 og 4 år senere cand. jur. og ret hurtigt blev han landvæsenskommissær i Sorø Amt og i 1803 justitsråd, det vil sige, han var medlem af højesteret.
Han erhvervede dels ved arv dels ved køb så mange herregårde, som sjældent samles på en enkelt mands hånd – hen ved 20 i alt herunder Bjørnemose. Den dag i dag sidder slægten stadig på Gunderslevholm.

Neergaard havde inviteret bønderne fra Thurø til møde på Bjørnemose, og det fortælles, at de en efter en forsvandt ud af døren, da de hørte, at øen skulle koste 150.000 rigsdaler. Det var et udfald Neergaard nok havde ventet; men en af de, der gik sidst ud, var skipper og husmand Jonathan Petersen Bergmann, og han og Neergaard har haft nogle drøftelse, hvor Jonathan Petersen Bergmann fik at vide, at Neergaard havde mulighed for at sælge Thurø til ejeren af Valdermars Slot, for denne havde budt mere; men det ønskede Neergaard ikke og samtidig lod han forstå, at han ikke, som det var sædvane, ville udtage en del træer i skovene forud for en handel.
Jonathan Petersen Bergmann tog hjem og samlede bønder og husmænd i sit hus i Smedestræde, jeg er overbevist om, at han har beværtet dem godt, og 8 dage senere indkaldte Neergaard igen til et møde på Bjørnemose; men denne gang var det en delegation af 4 gårdmænd og 4 husmænd, og af den efterfølgende korrespondance kan man se, at det var Jonathan Petersen Bergmann, der har været den drivende kraft i forhandlingerne –  han stammede for øvrigt fra Grasten  –  og der var stor enighed om, at der skulle være solidarisk hæftelse, indtil alle ejendomme var betalt – der var ingen, der skulle gå fra hus og hjem. En enkelt var dog modstander af dette, og det var smeden i Skovlunde ved Fredskoven; men da de øvrige sagde til ham, så køber vi bare din ejendom, og så kan du blive fæster hos os, så overgav han sig, og den 19. november 1810 underskrev gårdmænd og husmænd deres eget frihedsbrev.

Det blev en omvæltning af dagligdagen med den store udflytning af gårdene.
Med i købet var også øens skove på 100 ha, og i dem lå der store værdier gemt, så de 2 første år efter købet indbragte hugsten godt 41.000 rigsdaler – et anseeligt beløb, når man tænker på, at de gav 150.000 rigsdaler for øen.

Ud over landbrug og fiskeri kom der op gennem 1800 – tallet gang i søfarten. Flere skibsværfter blev etableret rundt om på øen, og sejlskibenes æra begyndte, og med det fulgte også behovet for en postforbindelse, så i 1869 blev der skrevet kontrakt med en postfører – han skulle have 32 skilling dagligt – omregnet svarer det til 65 øre – og så skulle han selv stille et solidt fartøj til rådig og selv personligt føre det.

På samme tid blev der ansat et postbud, der gik rundt med posten på øen, og han skulle stille med en jolle, for han roede fra Gambøt over til Grasten og gik tilbage til Thurø by. Næste dag gik turen modsat og så roede han tilbage til Gambøt.

I 1920 overtog Ejner Jørgensen sin svigerfars job som postfører, og da broen kom i 30-erne, fik han koncession på rutebilkørslen, og han kørte øens rutebil indtil han blev 78 år. Han havde haft et ønske om at blive ved til han var 80 år; men da han fyldte 77 og skulle have sin årlige fornyelse af kørekortet, sagde lægen: ”Jørgensen, nu har De et år til at få afhændet deres virksomhed” – en pæn måde at sige det er sidste gang, erhvervskørekortet bliver fornyet, og Børge Hansen, der lejlighedsvis var chauffør hos Ejner Jørgensen,  købte rutebilen og overtog driften. Ejner Jørgensen kendte sine kunder, og han kunne godt sige:” Det koster ikke noget i dag fru Larsen.”  Fru Larsen var gårdmandskone og Ejner Jørgensen formand for jagtforeningen, der havde jagten på øens landbrug.
En retur til Svendborg kostede 1 kr., og det hændte også, hvis der kom en kone fra et hjem, hvor pengene var små, at Ejner Jørgensen gav hende den tilbage med et venligt smil og sagde:” Det var en daler, jeg fik”.
Man betalte først, når man steg af bussen, og havde man travlt, betalte man først på hjemturen; men Ejner Jørgensen havde styr på, hvem der havde betalt, og da en dame engang forsøgte at snyde, rejste Ejner Jørgensen sig hurtigt og gik ud af bussen og henledte opmærksomheden på, at der ikke var betalt.
Da Ejner Jørgensen havde været postfører i 40 år, blev han ridder af Dannebrog – en æresbevisning den gamle gentleman var stolt af.

Sejlskibshistorien er et helt kapitel for sig, så som eksponent for denne vil jeg nævne en gammel thurødreng, der er født i et lille hus oppe på Bergmannsvej over for plejehjemmet. Det er skibsreder konsul A.E. Sørensen, der etablerede sig i Svendborg; men hans hjerte brændte hele livet for Thurø, og et synligt bevis for dette ses bedst oppe i kirken. I forbindelse med præsteembedets 100 års jubilæum i 1960 skænkede A.E. Sørensen kirken et kirkeskib – en model af den 4-mastede skonnert ”Ruth” af Thurø. Den sidste thurøskonnert, der blev bygget på Jørgensens træsskibsværft på Saugskær. Kirkeskibet er bygget af bådebygger Aage Walsted, Saugskær, og næste gang I kommer op i kirken, så læg mærke til flaget på mesantoppen, det er hvidt med rødt kors. Det er gudstjenesteflaget, som blev brugt på skibe, der sejlede på langfart. Når man lå i havn og hejste flaget, så vidste andre søfolk, at der skulle være gudstjeneste ombord, og man var velkommen til at komme.
Læg også mærke til de forskellige messehagler, der bliver brugt kirkeåret igennem, det er også i sin tid en donation fra A.E. Sørensen.
For et par år siden kom der dog et nyt grønt messehagel.
Efter 1. verdenskrig fik mange sejlskibe installeret en mindre hjælpemotor; men i 20-erne og 30-erne forsvandt disse skibe. Tiderne var ugunstige for denne skibsfart.
I halvtredserne fik Thurø en mindre coasterflåde, da Mads Madsen og Thomas Højlund Hansen fik bygget nye coastere.

Landbruget gennem de første hundrede år var traditionelt landbrug. I 1890 fik øen sit andelsmejeri – det første blev oprettet på Fyn i 1884. Mejeriet og afregningen af mælken efter kvalitet gav en kappestrid bønderne imellem, og ved mejeriets 25 års jubilæum var der 63 andelshavere med 320 køer, og der blev indvejet knapt 1 mill. kg mælk det år. I 1960 var der 22 andelshavere med 200 køer og de leverede 600.000 kg mælk.
Ud fra mejeriets regnskabsbøger og ud fra skattebøgerne, der hvert år lå til offentligt gennemsyn, kan vi se, at der var nogle af husmændene, der havde ganske gode indtægter. En af dem var Jens Peder Andersen, der i begyndelsen af 1900-tallet købte sin ejendom på 6 tdr. land, og til engang op i tresserne drev han den med 4 malkekøer og svin. Han var fremsynet. Han fik tidligt elhegn, malkemaskine, kværn med elmotor og så var han ålefisker med 2 bundgarn. I sine yngre dage brugte han også sin uddannelse som skibsbygger. Han havde store mælkeudbytter, det samme som nogle af gårdmændene havde med det dobbelte antal køer, og bag den succes lå hans fodring. Inden han gik i seng om aftenen fik køerne om sommeren lucerne og kraftfoder og om vinteren hø og kraftfoder.

Frugtavlen har også haft sin æra på øen. I 1910 etablerede H.A. Hansen sit gartneri. Det blev med tiden til H.A. Hansens handelsgartnerier, og Hansen var den direkte årsag til, at mange af husmandsstederne blev tilplantet med frugttræer. Han forpagtede ejendommene i 5 år vederlagsfrit og skulle så aflevere dem tilplantet med frugttræer. H.A. Hansen ekspanderede, og trods dårlige tider i 20-erne og 30-erne, skabte han sig sammen med sine folk en blomstrende gartnerivirksomhed. Han kunne i 1932 bygge huset for enden af Halfdansvej. En stor villa, der rummede bolig, kontor og værelser til tjenestefolk. Da Thurøbroen og Lillebæltsbroen blev bygget, så han nogle salgsmuligheder i at komme hurtigt frem til torvedagene ikke bare på Fyn; men også i Sønderjylland. Lastbilen blev læsset om aftenen, og meget tidligt næste morgen blev der kørt rundt dels til hans egne stande – dels leveret varer til andre torvehandlere.
Flere gjorde ham kunsten efter. I midten af 30-erne købte bagersvend J.V. Clausen en frugtplantage på Nordvejen. Den blev ved tilkøb udvidet, og frugtavlen gav godt, så han kunne  i 1952 bygge sin drømmevilla.
Frugtavlen var beskyttet af de danske importlove. Der måtte ikke importeres udenlandske æbler og pærer før efter 1. april. Da vi kom i fællesmarkedet blev disse love ophævet, og frugtplantagerne forsvandt på øen. Energikrisen i begyndelsen af 70-erne fik drivhusgartnerierne til at lukke på Thurø.
Kirsten og Hans Knudsen tog kampen op, lavede gårdbutik med frugt og grønt på Eriksholm og drev denne indtil slutningen af 1900-tallet.

Thurø har på mange måder været en konservativ ø i ordets bedste betydning. I 1906 fik Thurø sin første socialdemokrat i sognerådet, det var tømrermester Niels Rasmussen. På sin 80 års fødselsdag i 1949 siger han bl. a.: ”Nu kan man tåle at se en socialdemokrat. Dengang var en socialist noget nær en forbryder. At bekende sig til socialdemokratiet dengang blev af de fleste fundet lige så slemt om end ikke værre end at bekende sig til den onde!”
Der var vælgermøde på kroen før et sognerådsvalg i 1906. Niels Rasmussen var lidt sent på det, og mødet var godt i gang, da han træder ind ad døren. Der har vi manden, jeg har foreslået til sognerådet, er der en, der siger. Nu havde Niels Rasmussen ingen ønsker om at komme ind; men på talerstolen stod pastor Schram og sagde nogle pæne ord og sluttede med at sige: ”Der siges, at du er socialdemokrat Niels Rasmussen. Er det rigtigt”? ” For at gård- og højremændene ikke skal spilde deres stemmer, og for at pastor Schram kan sove roligt i nat, må jeg erkende, at jeg er socialdemokrat”, svarede Niels Rasmussen. Niels Rasmussen blev valgt ind, og sad i sognerådet i 14 ½ år. De fleste sagde til ham, at nu kunne han godt pakke sammen og flytte fra øen; men så galt gik det dog ikke, og han fik masser af arbejde, så han fortrød ikke, at han tog nogle perioder i sognerådet. De første par år var lidt anstrengende, og da han under et møde sad og diskuterede en sag med et andet medlem, blev sognerådsformanden så gal og fornærmet, at han bekendtgjorde, at han ikke længere ville sige du til ham. Det gjorde nu ikke Niels Rasmussen så meget; men da sognerådsformanden krævede en undskyldning, sagde Niels Rasmussen stop, og henledte ved samme lejlighed til, at sognerådsmøder var offentlige, og det tog sognerådet til efterretning; men skibsbygmester Petersen, som så rødt, hver gang han så en rød, bemærkede ved den lejlighed – skal der være bal i haven, vil jeg levere musikken, og så mødte han næste gang med en redaktør og nogle gårdmænd som tilhørere. Gangen efter svarede Niels Rasmussen igen ved at komme med to redaktører og flere tilhørere.

Det blev heller ikke sidste gang tonerne gik højt i og omkring sognerådet. I 1941 havde Thurø fået en kommunekasserer Buch Andersen. Buch Andersen kom til i en tid med pengeknaphed, og når skattebilletten kom ud sidst på foråret, var der ofte lavvande i folks husholdningspung. Mange havde indtægter i forbindelse med høst og efterårsfiskeriet, og en del gik til Buch Andersen for at få henstand med skatten. Det var kendt, hvis man lavede en aftale med Buch Andersen og holdt den, kunne man få en afdragsordning, for han kendte jo i forvejen folks indtægter, og blandt andet på den måde kom der et tillidsforhold mellem øens befolkning og Buch Andersen.

Efter sognerådsvalget i 1958, hvor Carl Fisker blev sognerådsformand, blev der problemer i samarbejdet med kommunekassereren. Den nye sognerådsformand fik sognerådet til at fyre Buch Andersen i 1960. Det skulle han ikke have gjort. Der blev holdt stormøde på kroen med en tilslutning, som sognerådet næppe havde forestillet sig. Folk ville have en begrundelse for fyringen, for havde kommunekassereren taget af kassen, var det i orden med en fyring; men det havde han ikke, og efter længere tid kom der en meget lang begrundelse fra sognerådet, en begrundelse som var lidet flatterende for sognerådsformanden og sognerådet. Ved 150 års jubilæet senere på året, var der en del, der i sympati for Buch Andersen udeblev fra festlighederne, og ved sognerådsvalget i 1962 stillede Buch Andersen op og fik det største antal personlige stemmer af kandidaterne. I 1964 fik han sin stilling tilbage, og dermed den æresoprejsning mange af thurinerne havde ønsket.

Jeg vil slutte med to historier fra det humoristiske hjørne.

Øen havde fået ny præst, og han gik en tur nede i Sudemaen, hvor skovarbejder Hans Jørgen Dinesen var i gang med sit arbejde. Præsten ville gerne kende sognebørnene og faldt i snak med Hans Jørgen og spurgte ved den lejlighed: ” Hvad hedder du så?” ” Hans Jørgen.” ” Og hvor bor du så henne?” ” På Ellekildevej.”  Nu følte Hans Jørgen, det var hans tur til at spørge, og med et meget stort smil sagde han:” Hvad hedder du så?” ” Niels Olav.” ” Og hvor bor du så henne?” ” Oppe i præstegården”, da stivnede Hans Jørgens smil, og samtalen var slut.

I smedestræde hos smedemester Huusfeldt var der af og til en manddomsprøve, som var kendt af de fleste på øen. Smedesvendene og lærlingene samledes bag kulissen, og nu skulle man finde ud af, hvem der kunne have flest hestesko hængende på en rejst penis. Denne prøve var også så kendt uden for øen, at den et år kom med i Rottefælderevyen.
En dag, man var godt i gang med dette, lød pludselig stemmen fra smedemesterens søster i smedien, og bag kulissen lød det nu: Pling, pling, pling i takt med at hesteskoene faldt til gulvet.

!9. november 2010

Jørgen Bang, bimester
”Madsgaarden”
Thurø

———

Inger Søsborgs tale i Thurøhallen ved 200-året

lørdag 20. november 2010

Formand for Thurø lokalhistoriske Forening, Inger Søsborgs tale lørdag 20. november 2010 i Thurøhallen i forindelse med 200 året for Thurøs frikøb.

Så oprandt dagen, vi i lokalhistorisk forening, har set frem til igennem mange år. Bogen om Thurøs frikøb er blevet til en realitet og kan i dag vises frem med stolthed.

Tanken med udgivelsen af en bog om Thurøs frikøb i år 1810, startede helt tilbage til vores tidligere formand Orla Jacobsens tid.
Allerede i 2003 var han så heldig, at håndboldtræner Jan Pytlick skænkede kr. 12.500,00 til os, da han fik tildelt Svendborgprisen af Svendborg Sparekasse.
Så var grundstenen ligesom lagt og vi begyndte så småt at spare penge sammen.

Ved hjælp af medlemskontingenter og sponsorerne, C.C. Jensen, Jan Pytlick, Fonden for Svendborg Sparekasse, Svendborg Kommune, Thurø Skove- og Hartkornsejere, Thurø Sportens Venner, Fomo og Danske Bank har vi fået fremstillet denne bog.

Arbejdet forud for denne bog har været stort. Der ligger mange timers læsning og oversættelse bag oplysningerne i bogen. Alt er undersøgt og dokumenteret, inden det er blevet skrevet ind i manuskriptet.

Uden Egon Rasmussen og Kjeld Berg Rasmussen var dette aldrig blevet til noget. De to har gjort et kæmpe stykke arbejde. Men jeg tror nu også de har hygget sig gevaldigt med det.
I (Kjeld og Egon) har talt meget om Jonathan Pedersen Bergmann og Peter Johansen de Neergaard, to for Thurø meget betydningsfulde personer, som er omtalt adskillige gange i vores bog.

Ved arrangementet i går, havde vi besøg af Peter Johansen de Neergaards tipoldebarn og to tip-tip oldebørn. Det var en stor ære for os alle, at de deltog i vores jubilæum. Tipoldebarnet Rolf de Neergaard har skrevet bogen, En slægts historie, som fortæller hele de Neergaards slægtens historie.

Fra foreningen vil vi gerne sige Jer begge to tak, for den ekstra store
indsats I har lavet og overrækker Jer derfor dette som tak. Skal vi give dem en hånd. (Bogen om Thurøs frikøb, bogen om de Neergaard slægten samt en flaske udleveres)

Derudover har vi fra bimester Jørgen Bang også fået hjælp. Jørgen har lavet nogle afsnit i bogen som bl.a. omhandler skove, moser o.l.
Vi har også fået hjælp af en forfatter. Knud Erik Jensen fra Gl. Nyby har igennem hele forløbet været os en stor hjælp. Vi vil gerne sige Jer begge tak for hjælpen. Skal vi også give dem en hånd. (Bogen om Thurøs frikøb samt 2 flasker vin til hver udleveres)

Bagved det hele har vi så også vores frivillige hjælpere på arkivet som har bidraget til bogen på den ene eller den anden måde. Renskrivning af dokumenter, oversættelse af dokumenter, scanninger af billeder, nogle har registreret, nogle har fotograferet og nogle har sat navne på fotografier. Ja, alle har været med.
Tusind tak skal I have alle sammen for indsatsen I gør for arkivet og ikke mindst for Thurø og vores alle sammens kulturarv.

Bogen ser sådan her ud. Den er på 107 sider, er trykt i farver og vi har fået trykt 1.000 stk. På de sidste sider i bogen er der billeder af gårde og huse. Ud for disse er der enten romertal eller almindelige tal. Disse tal henviser så til et folde ud kort som ligger bagerst i bogen, hvor man kan se, hvor ejendommene lå i 1810.

Til dem som er medlem af vores forening, kan jeg oplyse, at der gratis vil kunne udleveres et eksemplar af bogen pr. husstand, som tak for Jeres støtte gennem årene.

Andre der er interesseret i at erhverve bogen kan købe den fra i dag til kr. 150,00, ved vores bord her i hallen. Ellers kan den købes på vores arkiv hver tirsdag eftermiddag mellem kl. 16 og 18.

Mangler du en gaveidè, f.eks. til fødselsdag eller jul, så er der her en mulighed.

Tilbage er der kun at ønske god læsning og fortsat god eftermiddag. Tak.