Karin Michaëlis blev født i Randers og tog som 18-årig til København for at videreuddanne sig til pianist. Forfatteren Sophus Michaëlis kom imellem. De forelskede sig og blev gift i 1895. Nu var hun kommet i et litterært miljø og blev inspireret til selv at skrive.
Det blev til ca. 60 bøger, filmmanus, skuespil, lyrik, og et utal af kronikker og artikler i danske og udenlandske blade.
I 1906 byggede ægteparret en villa på Birke allé på Thurø. Huset fik navnet Torelore – og blev senere også forfatteren Tom Kristensens bolig.
Ægteskabet med Sophus Michaëlis holdt ikke; men Torelore blev Karin Michaëlis’ faste bolig de næste 40 år, hvor hun rejste Europa og USA tyndt som foredragsholder. Hun var utrolig populær og blev betragtet som en af Europas fineste humanister.
Hendes bøger solgte godt og gav en stor indtægt, som blev brugt til bl.a. humanitære formål, men også til købet af ”Bergmannhus”.
I 30’erne tog hun flygtninge i asyl på Thurø, bl.a. den tyske digter og dramatiker Bertolt Brecht. Karin Michaëlis måtte selv flygte til USA i 1939. Hun var kommet på Adolf Hitlers dødsliste.
Karin Michaëlis vendte tilbage til Thurø i 1946 efter sit asyl og blev modtaget på Thurø dæmningen af hele øen; børn og voksne fulgte hende hjem til Bergmannshus. På trods af et dårligt helbred modtog hun mange besøg og holdt kontakten til sine mange venner vedlige. Senere på året blev hun udnævnt til Æresborger på Thurø.
Hun blev ligeledes tildelt Kong Christian X´s Frihedsmedalje.
Flere oplysninger fås på Karin Michaëlis selskabets hjemmeside